Fra den ene yderlighed til den anden - luksus på Masai Mara

Efter vores tur til Lake Turkana, havde vi en enkelt afslapningsdag i Nairobi, inden vi tog videre på næste safari til Masai Mara.

Vi havde valgt et logde denne gang. Hvilken luksus!!!

Da vi ankom, blev vi nærmest mundlamme over den luksus, der mødte

os... "Teltet" som vi havde fået tildelt var på størrelse med vores lejlighed hjemme i Århus. Badeværelset var KÆMPE - toilettet i sig selv var større end vores badeværelse derhjemme.

Efter at være blevet indlogeret i teltet, gik vi op til restauranten for at få noget frokost. Efter i 8 dage at have siddet på en klapstol i vejkanten, tit uden bord, var det noget af en omvæltning at komme ind til en kæmpe buffet! Hold op, der var meget mad... og 5 forskellige slags dessert!

Morgener og eftermiddage blev brugt med game drives. En enkelt formiddag fik vi begge massage, hvilket var tiltrængt - men ikke så godt, som hjemme hos Susanne.

Vi var så heldige at se et næsehorn i går eftermiddags. Vores chauffør hørte det på sin radio - og vi havde fundet ud af, at Pembe er et swahili kælenavn for næsehorn, så vi var godt klar over, hvorfor han pludseligt kørte så hurtigt. Så lige inden parken lukkede, nåede vi at få nogle billeder af næsehornet! :)

Tirsdag var vi på ballon safari fra morgenstunden. Blev hentet kl. 5.20 og kørt ud til ballonen. Det var en virkelig utrolig flot oplevelse at se det hele sådan lidt fra oven, og det kan varmt anbefales!

De ansatte var helt utroligt søde! I restauranten arbejder Caroline. På en eller anden måde, kunne hun huske vores navne... da hun fandt ud af, at Linda var vildt med pepermynte teen, sørgede hun for, at vi kunne tage noget med ned i teltet... og da der næsten ikke var flere tebreve tilbage, gemte hun dem til Linda... DET er altså virkelig god service.

I morges fik vi morgenmad i haven. Det vil sige, da vi kom tilbage fra morgen game drive, blev vi ledt fra restauranten og ned i haven, hvor der stod gangske få borde, og så fik vi ellers særbehandling til morgenmaden :)

Hvis vi skal nævne den største forskel på camping safari og lodge safari, så er det - i hvert fald i vores tilfælde - den, at man ikke taler med så mange forskellige mennesker! Flere gange var vi de eneste i bilen. Det var selvfølgelig smart nok, så kunne vi selv bestemme, hvornår der skulle køres og stoppes, men også lidt mærkeligt ikke at dele oplevelserne med andre.

Lake Turkana – 8 dage helt derud, hvor selv dromedarerne glor…

Fra den 23. – 30. juli var vi på en 8 dages tur nord på i Kenya.
Noget af det første vi altid tænker på er, hvordan mon de andre i bilen vil være… tager de lige så mange billeder som os osv. Vi kom til at køre sammen med 3 polakker, som tog absolut mindst lige så mange billeder som os! De 3 polakker havde tilsammen 5 store kameraer, og så var der Benjamins store kamera og Lindas lille kamera, som nærmest blev væk i mængenden !

Den første dag blev vi hentet på Wildebeest Camp kl. 7.20 og kørt ind til byen, hvor vi skulle samles op på Gametrackers’ hovedkvarter. At vi sad og ventede i 2 timer uden at nogen talte til os, syntes vi var lidt mærkeligt. Der var ikke meget information om, hvornår vi skulle afsted og da slet ikke noget om, hvad vi skulle have med. Omkring kl. 9 spurgte vi, om der mon var noget vi skulle sørge for at købe og blev sendt i supermarkedet med besked om, at vi kun havde 10 minutter, så vi måtte bare lige købe en lille smule vand og noget toiletpapir… Så langt så godt… kl. 11 kørte vi fra Nairobi… og nej, så lang tid tog det os altså ikke at handle…
Vi kørte til Samburu national park, hvor det var meningen, at man skulle være ankommet om eftermiddagen, så man kunne nå at køre en tur rundt i parken og se lidt dyr. Da vi kom, var det mørkt og kl. var vel 19.30 så det var tid til aftensmad. Da vi kom så sent, var alle de stationære telte optaget, men der var heldigvis slået iglotelte op til os med tynde – nærmest ikke eksisterende – madresser.

Næste morgen kl. 6.30 tog vi ud for at se på dyr – game drive – og fik taget en masse billeder. Efter morgenmad og flytning til de stationære telte, besøgte vi en Samburu landsby, som lå lige uden for national parken. Det var sådan set spændende nok, men også ret turistet…
Eftermiddagen blev brugt på endnu et game drive, hvor vi fik set 2 leoparder, 1 gepard, 2 grevy zebraer, nogle elefanter, giraffer og en masse fugle.

Dagen efter kørte vi – efter at have samlet politieskorte op – til Masabit, som betyder ”koldt sted” og det var da også ret koldt der om aftenen. Vi slog telte op, kørte ind i Masabit national park, hvor vi skulle se et sted, hvor der normalt kom bøfler og elefanter… bare ikke lige den time vi var der… måske fordi vandhullet var udtørret…
Efter aftensmaden havde vi et lille lejerbål, hvor vi hyggede og talte med vagterne, kokken og chaufføren.

Dag 4 kørte vi gennem Chalbi ørkenen til Kalacha, hvor vi overnattede i vores ”fantastiske” iglo-telte. Chaufføren fortalte, at der var en swimmingpool på campesitet… ifølge de andre, var det vist mest insekter, der svømmede i den, så vi undlod lige at bruge den.
Flere gange kiggede vi på de store flokke af dromedarer, som folket derude holder. Vi fik taget nogle billeder af dyrene, men menneskene er ikke meget for, at man fotograferer dem. Desværre!
Ørkenen var utrolig stor og rigtig flot! Vi stoppede et sted midt i for at tage nogle billeder. Inden vi kom helt derud lignede det virkeligt, at vi var kommet til en stor sø. Det er heller ikke forkert, for ørkenen er faktisk den størte udtørrede sø i Kenya… Nogle steder lignede sandt totalt en chokoladekage ;)

Dag 5 kørte vi til Lake Turkana. Landskabet skiftede igen karakter… Da vi sidst på eftermiddagen ankom til campsitet fik vi valgt nogle hytter. Vi tog den nyeste i den tro, at den jo sikkert ville være den bedste… At myggenettene så var temmelig møre og at man ikke rigtigt kunne ligge under dem uden at få dem i hovedet OG at der var en kæmpe edderkop i hytten, var jo så en anden sag. Linda fik totalt panikanfald over at have myggenet helt nede i hovedet, men ville have det på af frygt for ederkoppen! Heldigvis kunne vi høre, at nogle af de andre også rumsterede rundt. Da vi stod op næste morgen, fandt vi ud af, at de havde slået telt op inde i en af hytterne. Det havde været noget af en udfordring, for det blæste en hel pelikan der midt om natten.

Om formiddagen den 6 dag var vi på en lille bådtur og besøgte en landsby – El Molo – som var et af de lokale stammefolk. Her blev vi vist rundt af ikke mindre end 6 ”guider”, som talte lidt i munden på hinanden. Lidt en sjov fornemmelse ! vi så deres lille samfund (10 huse og fælles lokum), og blev vist hen til deres marked, hvor man så kunne købe nogle af deres hjemmelavede ting.
Om eftermiddagen tog vi en slapper i lejeren og nød at være ved søen og det gode vejr – og valgte at slå telt op lige som de andre.

Dag 7 kørte vi fra Lake Turkana til Maralal. NU blev vejen dårlig… altså rigtig dårlig! Først var der en masse klipper, som vi skulle igennem og det tog væsentligt længere tid at køre turen end forventet. Vi punkterede ved middagstid og chauffør og kok måtte ud at skifte hjulet. Vores vagter stod og holdt øje med, at alt gik som det skulle, og var lidt trætte af, at vi blev forsinkede. Da mørket var faldet på begyndte det også at regne. Bilen sad fast midt på en vej og vi måtte ud af bilen. Bilen kom fri, og vi fortsatte turen på ”den uendelige vej”, som Benja døbte vejen. Ved 22 tiden ankom vi endeligt til Maralal, hvor vi først satte vagterne af og derefter kørte ud til campsitet. I regnvejr slog vi telte op og var nok temmelig gnavne. Vi mente i hvert fald, at stedet var dårligt. Toiletterne var rigtigt dårlige og halvtaget, hvor kokken fik bikset noget suppe sammen lignede en stald + der var mudder over det hele. Alt var fugtigt i teltet, men det holdt heldigvis op med at regne inden vi gik i seng. Vi fik også lov at låne toiletterne, som hørte til restauranten, som var på campsitet. Vi aftalte med chaufføren, at vi skulle prøve at komme tidligt afsted næste morgen, fordi vejene var så dårlige.

Kl. 6 var der morgenmad på 8. dagen. Da vi stod op, fandt vi ud af, at det faktisk var et rigtigt flot sted vi var havnet og at der var dromedarer i en indhegning lige ved udgangen. Kl. 7.20 kørte vi fra Maralal mod Nairobi. Normalt ville vi have været i Nairobi omkring kl. 17 om eftermiddagen, men sådan blev det ikke for os. Vejene var så dårlige, at vi flere steder måtte snegle afsted og virkeligt passe på ikke at komme til at sidde fast i mudderet. Et sted sad flere biler og en bus fast på vejen, så ingen kunne komme forbi. Vi hjalp en af bilerne fri, og nogle af tilskuerne fik på mirakuløsvis bussen fri – i en kæmpe sort røgsky – og vi fik os selv sneglet igennem uden at sidde fast.
Chaufføren besluttede i samråd med hovedkvarteret, at tage en omvej, så vi kunne undgå flere af de steder, hvor der sad mange biler fast. Desværre havde Benjamin ikke fået ladet sin GPS-tracker op, for det kunne have været sjovt at se, hvor vi egentligt kørte i forhold til, hvad der var meningen at vi skulle køre… omkring kl. 17 ramte vi endelig asfaltvejen... nu skulle det kun lige tage 3 – 4 timer at nå til Nairobi… troede vi. Men så punkterede vi igen i en by der hedder Nyahururu. Igen måtte kok og chauffør skifte hjul. Et par timer senere skete der så det, som ingen ønsker sker, nemlig at hjulet faldt af mens vi kørte omkring 60 km/t. Klokken var på det tidspunkt omkring 20. Chaufføren ringede efter en vogn fra Nairobi, som skulle komme at hente os. En tur, der ville tage omkring 2½ time. Med hjælp fra nogle lokale, fik de sat bremsedims og hjul nødtørftigt på igen, og omkring kl. 22 kørte vi så – i sneglefart – mod Nairobi for at mødes med den anden bilen et sted på vejen.
I en by, der hedder Gilgil, blev vi læsset over i den anden bil (Toyota Land Cruiser) og så gik det ellers over stok og sten tilbage mod Nairobi. Vi satte polakkerne af inde i byen og vi blev kørt ud til Wildebeest Camp, hvor vi var kl. 2… Aldrig har vi været så glade for at liste ned i et telt med en stor og god seng, som da vi ankom fredag nat.

De sidste 2 dage var nok lige spændende nok for os, men alt i alt har det været en rigtig flot tur! Næsten alle vi mødte var utroligt venlige og imødekommende. Børnene råbte efter os ”give me sweets” eller ”give me pen”. Nogle af dem ville endda gerne have vores bøger at læse i. Når de ikke fik noget, spurgte de bare igen. Mange kom ligefrem løbende ned mod bilen, når vi kom kørene og vinkede og råbte til os. Det var heller ikke alle børnene der tiggede, nogle råbte bare ”hello, how are you” og fik ikke rigtigt noget svar, for så var bilen jo forbi den igen.
Vi fik også lært nogle rigtigt søde mennesker at kende! De 3 polakker skal vi helt klart udveksle billeder med. Vagtmændene, kokken og chaufføren ville også gerne have billeder, så dem har vi fået adresser på.
Nu kan vi i hvert fald sige, at vi har prøvet det !