Benjagroup

onsdag den 4. august 2010

Fra den ene yderlighed til den anden - luksus på Masai Mara

Efter vores tur til Lake Turkana, havde vi en enkelt afslapningsdag i Nairobi, inden vi tog videre på næste safari til Masai Mara.

Vi havde valgt et logde denne gang. Hvilken luksus!!!
Da vi ankom, blev vi nærmest mundlamme over den luksus, der mødte
os... "Teltet" som vi havde fået tildelt var på størrelse med vores lejlighed hjemme i Århus. Badeværelset var KÆMPE - toilettet i sig selv var større end vores badeværelse derhjemme.

Efter at være blevet indlogeret i teltet, gik vi op til restauranten for at få noget frokost. Efter i 8 dage at have siddet på en klapstol i vejkanten, tit uden bord, var det noget af en omvæltning at komme ind til en kæmpe buffet! Hold op, der var meget mad... og 5 forskellige slags dessert!

Morgener og eftermiddage blev brugt med game drives. En enkelt formiddag fik vi begge massage, hvilket var tiltrængt - men ikke så godt, som hjemme hos Susanne.

Vi var så heldige at se et næsehorn i går eftermiddags. Vores chauffør hørte det på sin radio - og vi havde fundet ud af, at Pembe er et swahili kælenavn for næsehorn, så vi var godt klar over, hvorfor han pludseligt kørte så hurtigt. Så lige inden parken lukkede, nåede vi at få nogle billeder af næsehornet! :)

Tirsdag var vi på ballon safari fra morgenstunden. Blev hentet kl. 5.20 og kørt ud til ballonen. Det var en virkelig utrolig flot oplevelse at se det hele sådan lidt fra oven, og det kan varmt anbefales!

De ansatte var helt utroligt søde! I restauranten arbejder Caroline. På en eller anden måde, kunne hun huske vores navne... da hun fandt ud af, at Linda var vildt med pepermynte teen, sørgede hun for, at vi kunne tage noget med ned i teltet... og da der næsten ikke var flere tebreve tilbage, gemte hun dem til Linda... DET er altså virkelig god service.

I morges fik vi morgenmad i haven. Det vil sige, da vi kom tilbage fra morgen game drive, blev vi ledt fra restauranten og ned i haven, hvor der stod gangske få borde, og så fik vi ellers særbehandling til morgenmaden :)

Hvis vi skal nævne den største forskel på camping safari og lodge safari, så er det - i hvert fald i vores tilfælde - den, at man ikke taler med så mange forskellige mennesker! Flere gange var vi de eneste i bilen. Det var selvfølgelig smart nok, så kunne vi selv bestemme, hvornår der skulle køres og stoppes, men også lidt mærkeligt ikke at dele oplevelserne med andre.

mandag den 2. august 2010

Lake Turkana – 8 dage helt derud, hvor selv dromedarerne glor…

Fra den 23. – 30. juli var vi på en 8 dages tur nord på i Kenya.
Noget af det første vi altid tænker på er, hvordan mon de andre i bilen vil være… tager de lige så mange billeder som os osv. Vi kom til at køre sammen med 3 polakker, som tog absolut mindst lige så mange billeder som os! De 3 polakker havde tilsammen 5 store kameraer, og så var der Benjamins store kamera og Lindas lille kamera, som nærmest blev væk i mængenden !

Den første dag blev vi hentet på Wildebeest Camp kl. 7.20 og kørt ind til byen, hvor vi skulle samles op på Gametrackers’ hovedkvarter. At vi sad og ventede i 2 timer uden at nogen talte til os, syntes vi var lidt mærkeligt. Der var ikke meget information om, hvornår vi skulle afsted og da slet ikke noget om, hvad vi skulle have med. Omkring kl. 9 spurgte vi, om der mon var noget vi skulle sørge for at købe og blev sendt i supermarkedet med besked om, at vi kun havde 10 minutter, så vi måtte bare lige købe en lille smule vand og noget toiletpapir… Så langt så godt… kl. 11 kørte vi fra Nairobi… og nej, så lang tid tog det os altså ikke at handle…
Vi kørte til Samburu national park, hvor det var meningen, at man skulle være ankommet om eftermiddagen, så man kunne nå at køre en tur rundt i parken og se lidt dyr. Da vi kom, var det mørkt og kl. var vel 19.30 så det var tid til aftensmad. Da vi kom så sent, var alle de stationære telte optaget, men der var heldigvis slået iglotelte op til os med tynde – nærmest ikke eksisterende – madresser.

Næste morgen kl. 6.30 tog vi ud for at se på dyr – game drive – og fik taget en masse billeder. Efter morgenmad og flytning til de stationære telte, besøgte vi en Samburu landsby, som lå lige uden for national parken. Det var sådan set spændende nok, men også ret turistet…
Eftermiddagen blev brugt på endnu et game drive, hvor vi fik set 2 leoparder, 1 gepard, 2 grevy zebraer, nogle elefanter, giraffer og en masse fugle.

Dagen efter kørte vi – efter at have samlet politieskorte op – til Masabit, som betyder ”koldt sted” og det var da også ret koldt der om aftenen. Vi slog telte op, kørte ind i Masabit national park, hvor vi skulle se et sted, hvor der normalt kom bøfler og elefanter… bare ikke lige den time vi var der… måske fordi vandhullet var udtørret…
Efter aftensmaden havde vi et lille lejerbål, hvor vi hyggede og talte med vagterne, kokken og chaufføren.

Dag 4 kørte vi gennem Chalbi ørkenen til Kalacha, hvor vi overnattede i vores ”fantastiske” iglo-telte. Chaufføren fortalte, at der var en swimmingpool på campesitet… ifølge de andre, var det vist mest insekter, der svømmede i den, så vi undlod lige at bruge den.
Flere gange kiggede vi på de store flokke af dromedarer, som folket derude holder. Vi fik taget nogle billeder af dyrene, men menneskene er ikke meget for, at man fotograferer dem. Desværre!
Ørkenen var utrolig stor og rigtig flot! Vi stoppede et sted midt i for at tage nogle billeder. Inden vi kom helt derud lignede det virkeligt, at vi var kommet til en stor sø. Det er heller ikke forkert, for ørkenen er faktisk den størte udtørrede sø i Kenya… Nogle steder lignede sandt totalt en chokoladekage ;)

Dag 5 kørte vi til Lake Turkana. Landskabet skiftede igen karakter… Da vi sidst på eftermiddagen ankom til campsitet fik vi valgt nogle hytter. Vi tog den nyeste i den tro, at den jo sikkert ville være den bedste… At myggenettene så var temmelig møre og at man ikke rigtigt kunne ligge under dem uden at få dem i hovedet OG at der var en kæmpe edderkop i hytten, var jo så en anden sag. Linda fik totalt panikanfald over at have myggenet helt nede i hovedet, men ville have det på af frygt for ederkoppen! Heldigvis kunne vi høre, at nogle af de andre også rumsterede rundt. Da vi stod op næste morgen, fandt vi ud af, at de havde slået telt op inde i en af hytterne. Det havde været noget af en udfordring, for det blæste en hel pelikan der midt om natten.

Om formiddagen den 6 dag var vi på en lille bådtur og besøgte en landsby – El Molo – som var et af de lokale stammefolk. Her blev vi vist rundt af ikke mindre end 6 ”guider”, som talte lidt i munden på hinanden. Lidt en sjov fornemmelse ! vi så deres lille samfund (10 huse og fælles lokum), og blev vist hen til deres marked, hvor man så kunne købe nogle af deres hjemmelavede ting.
Om eftermiddagen tog vi en slapper i lejeren og nød at være ved søen og det gode vejr – og valgte at slå telt op lige som de andre.

Dag 7 kørte vi fra Lake Turkana til Maralal. NU blev vejen dårlig… altså rigtig dårlig! Først var der en masse klipper, som vi skulle igennem og det tog væsentligt længere tid at køre turen end forventet. Vi punkterede ved middagstid og chauffør og kok måtte ud at skifte hjulet. Vores vagter stod og holdt øje med, at alt gik som det skulle, og var lidt trætte af, at vi blev forsinkede. Da mørket var faldet på begyndte det også at regne. Bilen sad fast midt på en vej og vi måtte ud af bilen. Bilen kom fri, og vi fortsatte turen på ”den uendelige vej”, som Benja døbte vejen. Ved 22 tiden ankom vi endeligt til Maralal, hvor vi først satte vagterne af og derefter kørte ud til campsitet. I regnvejr slog vi telte op og var nok temmelig gnavne. Vi mente i hvert fald, at stedet var dårligt. Toiletterne var rigtigt dårlige og halvtaget, hvor kokken fik bikset noget suppe sammen lignede en stald + der var mudder over det hele. Alt var fugtigt i teltet, men det holdt heldigvis op med at regne inden vi gik i seng. Vi fik også lov at låne toiletterne, som hørte til restauranten, som var på campsitet. Vi aftalte med chaufføren, at vi skulle prøve at komme tidligt afsted næste morgen, fordi vejene var så dårlige.

Kl. 6 var der morgenmad på 8. dagen. Da vi stod op, fandt vi ud af, at det faktisk var et rigtigt flot sted vi var havnet og at der var dromedarer i en indhegning lige ved udgangen. Kl. 7.20 kørte vi fra Maralal mod Nairobi. Normalt ville vi have været i Nairobi omkring kl. 17 om eftermiddagen, men sådan blev det ikke for os. Vejene var så dårlige, at vi flere steder måtte snegle afsted og virkeligt passe på ikke at komme til at sidde fast i mudderet. Et sted sad flere biler og en bus fast på vejen, så ingen kunne komme forbi. Vi hjalp en af bilerne fri, og nogle af tilskuerne fik på mirakuløsvis bussen fri – i en kæmpe sort røgsky – og vi fik os selv sneglet igennem uden at sidde fast.
Chaufføren besluttede i samråd med hovedkvarteret, at tage en omvej, så vi kunne undgå flere af de steder, hvor der sad mange biler fast. Desværre havde Benjamin ikke fået ladet sin GPS-tracker op, for det kunne have været sjovt at se, hvor vi egentligt kørte i forhold til, hvad der var meningen at vi skulle køre… omkring kl. 17 ramte vi endelig asfaltvejen... nu skulle det kun lige tage 3 – 4 timer at nå til Nairobi… troede vi. Men så punkterede vi igen i en by der hedder Nyahururu. Igen måtte kok og chauffør skifte hjul. Et par timer senere skete der så det, som ingen ønsker sker, nemlig at hjulet faldt af mens vi kørte omkring 60 km/t. Klokken var på det tidspunkt omkring 20. Chaufføren ringede efter en vogn fra Nairobi, som skulle komme at hente os. En tur, der ville tage omkring 2½ time. Med hjælp fra nogle lokale, fik de sat bremsedims og hjul nødtørftigt på igen, og omkring kl. 22 kørte vi så – i sneglefart – mod Nairobi for at mødes med den anden bilen et sted på vejen.
I en by, der hedder Gilgil, blev vi læsset over i den anden bil (Toyota Land Cruiser) og så gik det ellers over stok og sten tilbage mod Nairobi. Vi satte polakkerne af inde i byen og vi blev kørt ud til Wildebeest Camp, hvor vi var kl. 2… Aldrig har vi været så glade for at liste ned i et telt med en stor og god seng, som da vi ankom fredag nat.

De sidste 2 dage var nok lige spændende nok for os, men alt i alt har det været en rigtig flot tur! Næsten alle vi mødte var utroligt venlige og imødekommende. Børnene råbte efter os ”give me sweets” eller ”give me pen”. Nogle af dem ville endda gerne have vores bøger at læse i. Når de ikke fik noget, spurgte de bare igen. Mange kom ligefrem løbende ned mod bilen, når vi kom kørene og vinkede og råbte til os. Det var heller ikke alle børnene der tiggede, nogle råbte bare ”hello, how are you” og fik ikke rigtigt noget svar, for så var bilen jo forbi den igen.
Vi fik også lært nogle rigtigt søde mennesker at kende! De 3 polakker skal vi helt klart udveksle billeder med. Vagtmændene, kokken og chaufføren ville også gerne have billeder, så dem har vi fået adresser på.
Nu kan vi i hvert fald sige, at vi har prøvet det !

Etiketter: , ,

torsdag den 22. juli 2010

Børn og postarbejdere!

Forleden dag tog vi ud til et børnehjem, som ligger lidt uden for Bukoba - Ntoma. Her skulle vi aflevere en masse strikket tøj og tæpper, som nogle damer i Morsø Kommune havde sendt ned til dem. Vi fik lov til at kigge os omkring på børnehjemmet, som i øjeblikket havde 19 børn boende, men som har plads til 30.
Børnene bliver nogle gange afleveret der, hvis moderen dør, når de bliver født, og bliver så hentet igen, når de er omkring 2 år og kan klare sig selv.

Ingen vi tog fra Bukoba sendte vi vores souvenirs hjem med posten. Det skulle vise sig, at være lettere sagt end gjort. Først var vi på toldkontort, hvor pakkerne naturligvis lige skulle åbnes, så de kunne tjekke, hvad det var vi sendte hjem. Derefter tog vi ned på posthuset.
Her mente postmanden, at vi overhovedet ikke havde pakket pakkerne ordentligt ind, og at de skulle pakkes i en papkasse. Så måtte vi ud fra posthuset, og ind i den nærmeste kiosk, hvor Tuja var så smart lige at købe noget airtime til sin telefon inden vi spurgte efter en papkasse, hvorefter vi fik den gratis (i stedet for at betale tsh 1.000 for den). Så tilbage til posthuset, hvor vi kunne putte 2 pakker i 1 papkasse, som så ikke kunne lukkes helt OG toldsedlen skulle af. Da vi havde fået toldsedlen af, skulle vi købe pakkepapir, så papkassen kunne blive pakket ordentligt ind og toldsedlen klistres på. Godt Tuja havde husket at tage tape med - selv om postmanden mente, at vi skulle købe tape i postshoppen. Efter ca. 1½ time på posthuset fik vi sat ALLE frimærkerne på, og eftertapet dem... Aldrig har vi set så mange frimærker på 1 pakke før!

Etiketter: ,

Fødselsdag, kage og kaffe

Mens vi har været hos Tuja og Tomas, har vi fået bagt en del kager, ikke mindst til
Neemas fødselsdag, hvor Tomas og Benjamin fik lavet en rigtig flot borgkage og en regnbuefarvet banankage, mens Linda fik lavet 2 kagekoner af vandbakkelse.
Der ud over har vi fået lavet: Brunsviger, chokoladekage (death by chocolat), 2 omgange hindbærsnitter, en zebrakage, toffee slizes, citrontærte og så lige 7 af 25 zebrakager til brylluppet. Tuja bagte tebirkes til os en morgen, hvor Neema gerne ville tidligt op, og Tomas bagte rundstykker en anden dag. Jaa, det er hårdt at være på ferie i Afrika!

Til Neemas fødselsdag havde vi fået en fundi til at lave en
"lille" gyngehest.
Det tog lidt tid og blev dyrt, fordi han skulle bruge hjernen meget for at lave den.
Fra Tuja og Tomas fik Neema en kylling, som simpelthen har været et kæmpe hit - i hvert fald for Neema, som kravler og
stavrer rundt for at "klappe" kyllingen hele tiden.

Dagen efter Neemas fødselsdag havde vi fået lov til at komme ned at besøge den lokale kaffefabrik - Tanica - som leverer instant kaffe til i hvert fald hele Tanzania og også nogle steder i Europa. Chefen for kaffefabrikken var lidt ked af, at de slet ikke var i produktion, men da vi skulle videre inden de kunne komme i produktion igen indvilligede han dog i, at vi blev vist rundt både i produktionen og i pakkeriet.

Etiketter: ,

Linda, kor og slør

Tuja og Tomas havde besluttet, at vi skulle have nogle challanges (udfordringer) mens vi var på besøg hos dem.
En af Benjamins var, at køre bag på en motorcykeltaxi ned til stranden og købe en fisk, som han skulle rense og ryge.
Min var, at jeg skulle synge sammen med ungdomskoret fra kirken, som ligger i Tuja og Tomas' baghave.
Jeg var med til at øve sammen med dem en enkelt aften og havde fået at vide, at de startede kl. 17. Det med at møde til
tiden gør de ikke så meget i, så der gik nok omkring 20 - 30 min før vi gik i gang. Tomas havde bedt koret om at skrive tekster ned til mig. Det foregik på den måde, at lige inden - eller helst når vi var i gang - med en sang, begyndte de at skrive teksten ned til mig. 2 sange fik jeg teksterne på og fik også købt et bånd, som koret har indspillet.
Benjamin optog lidt video og tog nogle billeder. Aldrig så snart havde han fundet kameraet frem, blev han "overfaldet" af unger, der også gerne ville tages billeder af og som ville være med til at synge og danse. Faktisk var nogle af ungerne væsentligt sejere til at danse end mig...

En anden dag ringede én af de danske missionærer til Tuja og spurgte
, om vi ikke lige kunne komme ned i byen og hjælpe med at "vælge" brudekjole. Det ville vi naturligvis gerne.
Vi fik hjulpet Anne, som hun hedder, med at vælge hvordan brudekjolen skulle se ud, men et slør kunne hun ikke få nede i byen. Eller det kunne hun, men så var det mest af alt i lyserøde nuancer med blomster og palietter på, så Tuja og jeg tog udfordringen op og tilbød at lave sløet. Vi synes selv, at resultatet blev ret godt.

Etiketter: ,

mandag den 12. juli 2010

Bukoba

Så er vi "hjemme" i Bukoba efter en 8½ timers køretur i fredags.

På vejen hjem stoppede vi og købte nogle ananas. 8 stk. til den "nette" sum af 8 - 10 kr. Lidt nogle andre priser end i Danmark, hvor man jo let kommer til at give 20 - 25 kr. pr. stk.

Lørdag morgen opdagede vi, at bilen var punkteret. Heldigt, at det først skete da vi var kommet hjem og ikke ude midt i game reservet, hvor det ville have været temmeligt besværligt at skulle til at skifte dæk.

Lørdag tog vi ned til byen for at handle. Vi fik købt noget stof og fik derefter bestilt nogle nederdele til Linda og nogle skjorter til Benjamin hos Tujas skrædder. Vi er spændte på at se resultatet! Skrædderen lovede, at vi kunne hente tøjet på torsdag.

Søndag bagte Tomas flutes og brunsviger. Flutesne blev konsumeret til frokosten sammen med den røgede fisk, som Tomas og Benjamin havde fået lavet i fællesskab. Brunsvigeren tog vi - naturligvis efter at have prøvesmagt den - med til stranden, hvor Tomas, Tuja og Linda var ude at bade, mens Neema sov i bilen og Benjamin tog en slapper i skyggen af bilen.

Efter en dejlig lille svømmetur i det lune vand, spiste vi kage og vandmelon inde på stranden. Benjamin fik testet sine kørefærdigheder på vejen hjem. Efter at have lånt yarisen med automatgear i nogle uger, er det lidt noget andet at komme over i Land Cruiseren og samtidig skal huske på, at man skal køre i venstre side her i Tanzania.

Tomas og Benjamin havde madaften, så de fik biksen en god salat, nogle ovnbagte kartofler og noget lækkert mørbrad sammen til os til aftensmaden.

torsdag den 8. juli 2010

Rwanda - the land of a thousand hills...


... kalder de sig... og man må give dem lidt ret... dog er der nok lige lidt mere end 1000 bjerge her. Vi er i hvert fald glade for, at det ikke er her vi skal cykle rundt, men her er utroligt smukt.

Vi er tilbage i Kigali efter en "lille" afstikker til Kibuye, Butare og Nyungwe Rainforrest. På vejen mod Kibuye hold vi frokostpause i vejkanten. Knapt var vi kommet ud af bilen før der samledes en mindre flok afrikanere og gloede på os. Der var ingen hæmninger, der blev bare gloet løs :) en ung dreng sagde til os " I speak only english" på sit halvgebrokne engelsk... de andre pegede bare og synes det var helt fantastisk, at der sad en flok hvide der i vejkanten, særligt da de opdagede Neema, hvorefter der pludseligt dukkede en masse mødre med småbørn op også.

Efter frokosten kørte vi videre mod Kibuye. Vores hotel lå lige ned til Lake Kivu, som vi af indtil flere blev tilbudt sejlture på.

Næste dag kørte vi mod Butare. Her så vi nationalmuseet, som ikke var verdens største, og hvor man ikke måtte tage billeder... Tomas og Benjamin fik dog lov til at tage et enkelt, meeeen hvis man kender dem ret, så kan der jo ikke kun tages ét billede.

I går morges kørte vi til Nyungwe Rainforrest, hvor vi fik en guidet tur på ca. 1½ time. Vi havde snakket om at tage en trætoptur, som der stod noget om i guidebogen, men den var ikke blevet færdig endnu.... det er jo afrika... og så gik turen igen tilbage mod Kigali, hvor vi har boet på "stamhotellet" Step Town. Alle kender Neema, og vil snakke med hende hele tiden. Hun synes såmænd de er spændende nok og vinker til dem, men altså først når de lige kigger den anden vej.

Her til eftermiddag har vi souvenir-shoppet og været på cafe i Kigali (igen... det er en god lille cafe :) )

I morgen tidligt kører vi "hjem" til Tanzania, en lille køretur på 9 - 10 timer. :)

Med andre ord, alt er godt, send flere penge ;)

Etiketter: ,